Politiet skal formodentlig stadig indhente en dommertilladelse, før man kan igangsætte en telefonaflytning eller anden form for digital overvågning. Men hvor længe endnu?

Den retssikkerhed, vi som almindelige samfundsborgere har i kraft af, at domstolene er inde over, når den personlige integritet sættes ud af kraft, er ved at gå fløjten. Politiet er ved at blive overhalet indenom.

Kommunerne kan eller vil gerne kunne sætte folk til at spionere mod formodede sociale bedragere af egen drift og uden om politiet. Det vil sige en overvågning, som der ikke er givet tilladelse til fra en retsinstans. Samtidig med er kommunerne i gang med samkøring af forskellige registre i samme øjemed.

Det værste er næsten, at folk i almindelighed siger god for disse tiltag, fordi man ønsker, at de økonomisk hårdt pressede kommuner kan komme denne svindel til livs og undgå mange unødige udgifter til sociale bedragere. Det er forståeligt, at folk tænker sådan, fordi de penge som uretmæssigt går til sociale bedragere, måske kunne give en hånd ekstra i vuggestuen eller på plejehjemmet eller nye bøger til børnene i skolen.

Men det er den personlige frihed og integritet, som er under kraftig beskydning, og det hvad enten det er kommunal overvågning af private eller privat overvågning af offentligt område. De senere år er overvågning eskaleret, samtidig med at begrundelser for overvågning har overbevist folk om, at det var gavnligt og nødvendigt.

En selvbestaltet overvågning, som den Green Peace har foranstaltet over for fiskere i Gilleleje, er helt ude på overdrevet. Det kan aldrig blive rigtigt, at en tilfældig privat person eller organisation etablerer og udfører en overvågning mod andre personer eller organisationer. Det gælder naturligvis også journalister. Den lausige spionage mod personer eller grupper af personer bør straffes hårdt og afskrækkende. Det er en udvikling, som skal stoppes.

Der er ingen tvivl om, at fiskerne ikke har rent mel i posen, men det berettiger ikke andre til at lave en overvågning. Det har man politiet og andre myndigheder til, nemlig myndigheder, som skal og forventes at overholde nogle regler, der sikrer mod vilkårlighed. Der skal rettes søgelys mod fiskerikontrollen og farvandsovervågningen. Der er blevet svigtet af disse instanser, og når man har grebet nogen på fersk gerning, har konsekvenserne ikke været skrappe nok.

Det er et politisk ansvar at sikrer, at regler og love bliver efterlevet. Derfor er det også myndighedernes forpligtelse at kontrollere, at der ikke sker overtrædelse. Det kan aldrig være en opgave for selvbestaltede organisationer, der ikke er underlagt et regelsæt.
Vi er nødt til at have tilstrækkelig kapacitet hos de instanser, der skal varetage opgaver med at passe på os alle og den natur og de ressourcer, der omgiver os. Det er en prioritering af samfundets opgaver, der godt kan ændres til det bedre.