Retsforbundet stemte i 1956 imod indførelse af folkepension, og i 1979 stemte mine gruppefæller og jeg imod indførelsen af efterløn. Begrundelsen var i begge tilfælde, at hvis alle skulle have, uden hensyn til behov, blev der for lidt til dem, der virkeligt havde behov eller til nødvendige offentlige serviceopgaver som sygehuse, skoler o. lign.

At vi fik ret ses bl.a. af det forhold, at Danmark med reelt 6,5 % af BNP til sundhedsvæsenet - mod  andre nordiske og vestlige landes ca. 8,5 % - ligger lavt, hvilket ses på vor korte levealder og overbelagte sygehuse. Vi bruger pengene til at forsørge raske mennesker på 60 år og udbetaling af folkepension til mennesker, der kan klare sig fint uden.

Vi bør erstatte folkepension og efterløn med en tryghedssikring, som en ret for mennesker, der af den ene eller anden grund permanent ikke kan forsørge sig selv. Førtidspension bør kun tildeles på åremål, da det især for unge ofte vil være mulighed for selvforsørgelse senere i livet.

Et flertal blandt vælgerne er nu tilsyneladende rede til at afskaffe eller begrænse efterlønnen.  Efterhånden som flere og flere har gode pensionsordninger ved siden af folkepensionen, vil der også blive større forståelse for det rimelige i at begrænse folkepensionen til en ydelse, der udelukkende er behovsbestemt.

Bortset fra Enhedslisten er der ingen partier, der i dag er rede til at udstede en efterlønsgaranti.  Nu mangler vi kun, at partierne også fatter mod til ikke længere at garantere folkepension til mennesker med gode pensionsordninger.

På den måde kan vi måske se frem til, at der i verdens hårdest beskattede land omsider vil blive råd til ordentlige, moderne sygehuse og tidssvarende uddannelsesinstitutioner.

(bragt som læserbrev i Jyllands-Posten 27/8 2010)