Hjem » Fundamentet – kort

Fundamentet – kort

Retsforbundet

by Redaktør

Det er et stort problem, at samfundets indtægter næsten udelukkende baseres på skatter og afgifter, der rammer produktion og arbejde, samtidigt med, at arbejdsfrie indtægter, der hidrører fra Danmarks natur- og samfundsskabte fælles resurser, indkasseres af private stort set uden at være beskattede.
Det er den omvendte verden. Den onde ler og den gode græder. Den dygtige, der kan ”få to aks til at gro, hvor andre kun kan få et til at gro” og dermed gavner både sig selv og andre uden at skade nogen, straffes for sin ”frækhed” af skatteministeriet – mens arbejdsfri og dermed ufortjent udbytte, går næsten ubeskattet i private lommer. At disse indtægter er enorme fremgår med al tydelighed af PRISEN PÅ JORD (BELIGGENHED) og ADGANG TIL NATURENS RÅVARER, der netop er udtryk for værdien af at kunne tilegne sig disse arbejdsfri penge.


 

En etisk funderet ejendomsret grundlægges på en korrekt skelnen mellem værdier, der er skabt af naturen (eller Gud, om du vil) OG de værdier, som er menneskeskabte. De naturskabte og samfundsskabte værdier (f.eks. fisk i vandet, mineraler i jorden, infrastruktur, jordværdier osv.) bør ikke tilhøre nogen enkeltperson eller noget firma, men bør tilhøre folket, dvs. samfundet. Som Grundtvig så præcist sagde det: ”Ethvert folk er sit fædrelands rette grundejer.”
Og de menneskeskabte værdier bør være retmæssig ejendom (mest mulig fri af beskatning) for den enkeltperson eller det firma, der har skabt dem; men kun efter at samfundet er blevet betalt for brugen af de natur- og samfundsskabte værdier.
Den etiske begrundelse for dette ejendomsretsbegreb er naturligvis, at al produktion sker ved at ”udnytte” de natur- og samfundsskabte rigdomskilder. Og at denne skelnen mellem fuld belønning for egen indsats efter betaling til fællesskabet for brug af ikke-selvskabte-værdier giver alle lige muligheder. Menneskesynet er altså, at alle skal have lige ret.


 

”Kassedamen bliver ikke fattigere af, at prisen på min bolig stiger” hører vi af og til fra politikerne i denne og lignende versioner.
Det er – alt andet lige – forkert. Når der opstår friværdier, opstår der købekraft, som der ikke ligger en produktiv indsats bag. Herved kan de, der får en sådan gevinst, beslaglægge en del af de producerede varer og goder uden at have ydet en tilsvarende indsats, hvilket naturligvis går fra dem, der har udført produktionen (erhvervsliv og lønmodtagere, f.eks. kassedamen).


 

En murersvend tjener ca. 360.000 kr. om året, men da han lægger cirka hver anden mursten for staten, ender han op med ca. 180.000 kr. til sig selv.
Boligejere på Frederiksberg tjener pt. gennemsnitligt på stort set skattefri friværdistigninger 360.000 kroner om året, altså mere end murersvenden *)
Prøv fordomsfrit at overveje, om udsagnsordet ”tjener” er lige velanbragt i de to tilfælde.
*) Kilde: TV2 Lorry 19. marts 2018.


 

Samfundet bør indrettes således, at selv den onde bager, der kun drives af råddent pengebegær, tvinges til at få opfyldt sit begær ved at bage brød til sine medmennesker (frit efter Luther)
”Et fædrelands folk er dets rette grundejer” (Grundtvig)
Disse to ledetråde fører vore tanker i retning af et retvendt ejendomsretsbegreb, hvor samfundet ”lever” af de fælles værdier og hvor enkeltpersoner (herunder onde bagere) lever af den værditilvækst, der skabes med hoved og hænder.
Det åbner op for en fri økonomi, hvor markedsloven hersker. Det kan den nemlig kun i fuldt omfang, hvis den ikke forvrides af skatter på arbejde eller af, at nogle bliver rige (også mens de sover) på at eje det, de ikke selv har skabt og derved kan købe sig til værdier uden tilsvarende modindsats.
Og alle de, som et forvendt system har kørt ud på et sidespor som sociale tilfælde, vil kunne leve uden at stå med hatten i hånden, nemlig af deres retmæssige andel i ”Andelsselskabet Danmark”.



Naturligvis vil nogle miste en (ufortjent) indkomst ved en beskatning af jord, beliggenhed og naturværdier, lige som godsejerne mistede en (urimelig) fordel ved landboreformerne. Men retfærdighed er ikke bare rigtigt – det betaler sig oven i købet. Selv for dem, der mister privilegier. Før landboreformerne kunne godsejerne køre rundt i en hestetrukken guldkaret på en hullet vej – men dette og andre fremskridt i retfærdighed begunstigede en udvikling, der gør, at nutidens godsejere (og en masse andre) i dag kan køre rundt på motorvej i biler. Der er ingen grund til at tro, at yderligere skridt i retning af retfærdighed vil vende tomhændede tilbage.


 

Det, som Retsforbundet foreslår, er, at samfundet opkræver betaling for brugen af vore fælles værdier, f.eks. fiskekvoter, råstoffer i undergrunden og Danmarks jord. Det sidste er det, der kaldes jordrente, dvs. en løbende og efter de skiftende forhold varierende afgift for at måtte eje og benytte et areal. Og disse indtægter bruges til at lette skatter og afgifter på nyttig aktivitet. I virkeligheden er det ikke så meget et spørgsmål om, at vi skal til at betale mere. Jordrente betaler vi nemlig ofte i forvejen, bare til den tidligere ejer (via lån til købesummen); så det er mere spørgsmålet om, hvem der skal have jordrenten.
Sagt forenklet: Send din termin/husleje til staten og smid din trækprocent væk.


 

HENRY GEORGE, som har inspireret bl.a. Retsforbundet, skriver:
I ask no one who may read this book to accept my views. I ask him to think for himself.
Jeg beder ingen, som læser denne bog, om at acceptere mine synspunkter. Jeg beder ham om at tænke selv.
What has destroyed every previous civilization has been the tendency to the unequal distribution of wealth.
Det, som har ødelagt alle tidligere civilisationer er tendensen til den ulige fordeling af rigdom.
That which is unjust can really profit no one; that which is just can really harm no one.
Det, som er uretfærdigt kan ikke gavne nogen – det, som er retfærdigt, kan ikke skade nogen.
OG ALBERT EINSTEIN skriver om HENRY GEORGE:
Men like Henry George are rare, unfortunately. One cannot imagine a more beautiful combination of intellectual keenness, artistic form, and fervent love of justice.
Mænd som Henry George er desværre sjældne. Man kan ikke forestille sig en smukkere kombination af intellektuel formåen, kunstnerisk form og glødende kærlighed til retfærdigheden.
DERFOR: Læs om Retsforbundets tanker og tænk selv.


 

Naturligvis er det ikke en lige sag at foretage en omlægning af samfundets indtægter fra ”skat på nyttigt arbejde og gavnlig produktion” til ”skyld for brug af fælles resurser”. Tusindvis af indvendinger rejser sig – ikke mindst mht. mulighederne for en overgang. Men før man drøfter alt dette, er der behov for at pege på og drøfte det principielle.
Dette digt af Piet Hein, er faktisk er en poetisk fremstilling af dette principielle:

Alle vil have retfærdighed,
men ikke alle vil have den samme.
Den ældre, der har meget, mener tit
noget andet, end da han var ung og havde lidt.
Derfor kommer vi længst,
hvis jeg beholder mit,
du beholder dit,
og vi deler, hvad der er vort.


 

Hvis man ejer jord – ikke mindst i de store byer – får man jordrenten uden at arbejde. Det betyder i jævnt sprog, at der falder pengesedler ned fra Himlen på jordejerens grund, uden at han behøver at gøre noget for andre. Fuld grundskyld er, at samfundet samler disse pengesedler op, før de når at skabe ufortjent ulighed.
Og bruger man pengene til at lette skatten på arbejde, fremmer man at de rette får en fortjent belønning.


 

De mange tekniske fremskridt betyder, at produktion og arbejde spiller en stedse mindre rolle og adgangen til jord og resurser en tilsvarende større og større rolle. Gennemfør blot tankegangen til dens logiske konklusion: Den totale automatisering, hvor al produktion sker uden menneskelig indsats – så vil de, der sidder på resurserne, sidde på al indkomst. Det bliver med andre ord mere og mere kramagtigt at basere samfundets indtægter på beskatning af arbejde og produktion. Udviklingen kan også tydeligt ses af, at vurderingen af Danmarks jord siden 1920 er steget fra 4,9 mia. kr. til 1.429 mia. kr. i 2012 (senest anvendelige tal), altså ca. 290 gange mere, mens en ufaglært arbejders timeløn i 1920 var 1,50 kr. og således kun er steget til ca. 120 gange mere (180 kr. i 2012).


 

Lad os se på et naturligt ejendomsretsbegreb – som, jo mere det indføres – indbygger fordelingen i selve systemet.
Der skal skelnes nøje mellem samfunds- og naturskabte værdier på den ene side og arbejdsskabte værdier på den anden side. De samfunds- og naturskabte værdiers afkast bør komme fællesskabet til gode, da de ikke er frembragt af nogen enkeltpersoner. Det drejer sig f.eks. om fisk i havet, olie i undergrunden og anvendelsen af et areal af fædrelandets jord. Og de arbejdsskabte værdier bør så vidt muligt tilfalde dem, der udfører arbejdet. Det drejer sig ikke kun om ting, men også om serviceydelser, ophavsret til frembragte unika osv.
I dag er det mest omvendt. Den, der udfører et nyttigt arbejde eller starter en virksomhed og derved forsøger at gøre sig selv og andre selvhjulpne, mulkteres for denne ”frækhed” men en syndflod af skatter og afgifter – hvilket selvsagt svækker både lysten til og effekten af anstrengelsen. Og den, der tjener (udsagnsordet ”tjener” er ikke velanbragt) på f.eks. jordværdistigninger, der kommer, mens man sover, slipper ofte ubeskattet.


 

Afgift på brug af jordens naturresurser fremmer genbrug (man skal betale for at grave malm op af jorden; men ikke for at lave en ny bil af gammelt jern).
Og det fremmer klimaet (man skal betale for at bruge olie; men ikke for at bruge sol og vind)
Og det fremmer ligheden (alle får del i de værdier, som ikke er skabt af nogen enkeltperson, når privat ejendomsret til resurserne afskaffes til fordel for fælle ret).


 

Se også