Folk i almindelighed og politikere i særdeleshed har en forbløffede evne til at få øje på mindre uretfærdigheder og problemer, samtidigt med, at de grundlæggende uretfærdigheder og problemer overses. Og ofte er det de grundlæggende forhold, der skaber de dagligdags symptomer, således at døgnets politiske løsninger i høj grad minder om en dårlig læges forsøg på at angribe symptomerne frem for selve sygdommen.
Det er et stort problem, at samfundets indtægter næsten udelukkende baseres på skatter og afgifter, der rammer produktion og arbejde, samtidigt med, at arbejdsfrie indtægter, der hidrører fra Danmarks natur- og samfundsskabte fælles resurser, indkasseres af private stort set uden at være beskattede.
Det er den omvendte verden. Den onde ler og den gode græder. Den dygtige, der kan ”få to aks til at gro, hvor andre kun kan få et til at gro” og dermed gavner både sig selv og andre uden at skade nogen, straffes for sin ”frækhed” af skatteministeriet – mens arbejdsfri og dermed ufortjent udbytte, går næsten ubeskattet i private lommer. At disse indtægter er enorme fremgår med al tydelighed af PRISEN PÅ JORD (BELIGGENHED) og ADGANG TIL NATURENS RÅVARER, der netop er udtryk for værdien af at kunne tilegne sig disse arbejdsfri penge.
Giv mig privat ejendomsret til jorden!
……………
“Så vil jeg nemlig påtage mig at gøre alle jordens mennesker til mine slaver – måske ikke akkurat til trældyr – men alligevel til slaver. Jeg ville jo ikke være rigtig klog, hvis jeg gjorde dem til trældyr, for så ville jeg være nødt til at give dem medikamenter, når de var syge og piske dem frem til arbejdet, når de var dovne.
Retsforbundet er måske ikke så kendt. Derfor prøver jeg her kort at forklare partiets vigtigste grundtanke.
Statens nuværende indtægtsgrundlag. Statens indtægter opkræves i høj grad som skat på arbejde og produktion. Derfor pressen lønnen op – ellers er der for lidt tilbage. Og det fører igen til høje krav på arbejdsmarkedet. De store lønninger skal nemlig modsvares en høj produktivitet. Disse høje krav medfører, at mange ikke kan klare dem. De må så på overførselsindkomst. Og så må skatterne sættes op osv. Altså en slags ond cirkel.
Med hensyn til ejendomsretten mener jeg følgende: En mand tager sin båd og sejler ud på havet og fanger en fisk.
Efter min mening er denne fisk nu hans. Han kan gøre med den, hvad han vil. Spise den. Sælge den. Forære den væk.
Men hvis han vil gøre havet til sit private hav, så han forbyder andre at tage ud og fiske uden at de først betaler ham, så gør han vold på den sande ejendomsret.
Studierne af de flere tusinde år gamle lertavler fra bl. a. Ur, Babylon og Ninive viser, at man allerede i oldtiden havde udviklet grundreglerne for god opførsel – at man skal holde sine løfter, betale sin skyld og gøre den skade god, som man har forvoldt.
Dette er, hvad vi i dag kalder retsmoralen, og det var dengang især under gode konger, at påbudene blev holdt frem, ofte i forbindelse med ordninger omkring kanalerne og den kunstige vanding. Under den babyloniske kong Hammurabi (ca. 1800 f. Kr.) blev en kanal ligefrem kaldt “Retfærdighedens Kanal”.
Når regering og Folketing laver love og andre tiltag i en stadig voksende strøm, er det ganske givet med de bedste intentioner om at gavne folk og fædreland.
I Retsliberalt Forum mener vi, at mange af bestræbelserne desværre ikke hjælper. De minder om den metode, som en dårlig læge bruger. I stedet for at stille den rette diagnose og gå til sygdommens rod og årsag, nøjes man med symptombehandling. Hvilket i det lange løb let fører til, at man – trods de bedste hensigter – gør mere skade end gavn.
Thorkil Sohn reflekterer: Grundloven beskytter ejendomsretten – eller gør den?
