Nyhedsbrev fra vores samarbejdspartner Retsliberalt Forum JUL 2022

Målsætningen for nyhedsbrevet og inputs fra læserne.

Det er vort mål, at Retsliberalt Forums Nyhedsbrev bliver det seriøse danske forum for drøftelse af de retsliberale og georgistiske ideer og emner med tilknytning hertil.
Det betyder dog ikke, at man skal være ekspert på området for at bidrage. Alle læsere af nyhedsbrevet er velkomne med indlæg, kommentarer, indvendinger og spørgsmål. Vi er fordomsfrie og mener, at næsten alle indfaldsvinkler kan medvirke til at belyse forholdene. Vi ønsker ikke mindst at blive korrigerede på punkter, hvor vi tager fejl.

Input til vort næste nyhedsbrev – det første i 2023 – bedes sendt senest 31. januar 2023 til kontaktperson Thorkil Sohn, Bildtsvej 26, 6950 Ringkøbing, tlf. 9749-5407, mail: thorkil.sohn@mail.dk
Nyhedsbrevet indeholder denne gang fire indlæg. Da vi er et ”forum”, er indlæg ikke nødvendigvis helt dækkende udtryk for Retsliberalt Forums ideer.
Det første indlæg
er en artikel af Thorkil Sohn, der har været bragt i JAK-bladet, der er organ for JAK-bevægelsen (Jord, Arbejde og Kapital) og som arbejder for et samfund uden økonomisk udbytning af andre.
Det andet indlæg
er et uddrag af Henry Georges bog ”Fremskridt og Fattigdom” til eftertanke ovenpå folketingsvalget.
Det tredje indlæg
er en artikel af nylig afdøde fhv. skoledirektør Peter Ussing, som vi i forrige nyhedsbrev bragte en nekrolog over. Peter Ussing var en fremragende fortaler for retsliberalismen og georgismen og har et omfattende forfatterskab om dette og andre emner.
Det fjerde indlæg
er refleksioner over, hvorfor vi i Retsliberalt Forum fortsætter en ”håbløs” kamp.
Herudover er der rundt i brevet indsat to ”rammer” med korte tekster. Den ene er indsendt af en af vore læsere og det andet er et indlæg, som afdøde skovfoged Ejnar Pedersen skrev specielt til Retsliberalt Forum – men som aldrig har været bragt. Det råder vi nu bod på.
Endelig har der været er ønske om at få lidt kort nyt fra Retsforbundet, som måske kan interessere nogle af vore læsere. Det er indsat i en særlig ramme.

Vi ønsker vore læsere god læselyst.

Uretfærdig skævvridning.

Hvem skal bage lagkagen? Og hvem skal spise den.
INDLEDNING.
I denne artikel er fokus den skævvridning af økonomien, som bl.a. skyldes ”prisstigninger på fast ejendom”.
Og som på uretfærdig vis rammer både personer og samfundet i almindelighed.
Jeg prøver at søge ned til de dybereliggende årsager for derigennem at pege på en kur. Og det er påkrævet. Sygdomstegnene er så tydelige, at vore politikere løbende griber ind. Desværre ofte kun med symptombehandling – kendetegnet på en dårlig læge.

HVORFOR STIGER (OG FALDER) PRISEN PÅ ”FAST EJENDOM”?
Betegnelsen ”fast ejendom” er ikke velvalgt. Det drejer sig om prisen på ”beliggenhed”. En bygning koster omtrent det samme pr. m2 at opføre på Anholt som i København.
Når den samme bygning med grund ikke kan sælges for det samme på Anholt som på Frederiksberg, skyldes det ikke nogen forskel i bygningens værdi. Det skyldes alene en forskel i beliggenhedsværdien, dvs. i grundværdien.

Grundværdien afhænger af de natur- og samfundsskabte fordele (og bagdele), der knytter sig til stedet. Værdien skabes ikke af ejeren; men af samfundet som helhed: Befolkningstæthed, erhvervsmuligheder, samfundets investeringer i infrastruktur; men også af andet, som f.eks. lov og orden, lav korruption, befolkningens uddannelse osv. En god udvikling øger grundværdierne, en dårlig sænker dem. Grundværdien er konjunkturbestemt.

Jordrenteloven klargør teorien: Jordrenten er den løbende pris, som folk er villige til at betale for de fordele, der knytter sig til stedet. Grundværdien er den kapitaliserede værdi af disse fordele.
Nogen må betale jordrenten/grundværdien for at få lov at ”være” på stedet med bolig, sommerhus, butik, virksomhed, gård osv. Altså for de fordele, som stedet tilbyder.

Og nogen modtager denne betaling.

HVEM BETALER FOR BELIGGENHEDEN OG HVEM MODTAGER BETALINGEN?
Det er let at svare på. Brugeren betaler og grundejeren modtager.
I sin simple form er det let at anskueliggøre: Ejeren af en gældfri grund, f.eks. på Strøget i København, kan – udover udgifterne til bygningens drift, som ikke er dyrere på Strøget end andre steder – opkræve en ”tillægsleje” for beliggenheden. Og lejeren (f.eks. af en butik) er villig til at betale denne jordrente, som det jo er, fordi der ved samme indsats kan tjenes mere end f.eks. på Anholt.
Forholdet sløres imidlertid let. Ofte er bruger og grundejer den samme. I eksemplet fra Strøget indkasserer en gældfri ”butiks- og jordejer” selv jordrenten, idet hans indtægt øges, da han har stedet gratis. Eller grundejeren har lige købt grunden og betaler alligevel ”jordrente” i form af f.eks. ydelser på lån til købesummen. Han kan således kun selv indkassere jordrente, efterhånden som han bliver gældfri eller stedets beliggenhedsværdi stiger.

AL POLITIKS HOVEDSPØRGSMÅL: HVORDAN SKAL LAGKAGEN DELES, HVEM SKAL BAGE DEN OG HVEM SKAL SPISE DEN.
Ja, hvordan skal produktionen fordeles mellem den private sektor (lønmodtagere og virksomheder) og den offentlige sektor til brug for de nødvendige fællesopgaver.
Der er stort set konsensus om, at det offentlige skal bruge ca. ½-del af BNP til fælles formål og at resten kan anvendes privat.
Samfundets andel opkræves i dag hovedsageligt som skatter og afgifter på arbejdsskabt løn, produktion og forbrug. Dette fordelingsprincip er bagvendt: Ved først og fremmest at ”falde over” nyttigt arbejde straffer samfundet den, der billedligt talt ”kan få to strå til at gro, hvor andre kun kan gro et”. Og – for at føje spot til skade: beliggenhedsfordele, skabt af det samme samfund, går til grundejerne, som arbejdsfrit kan tilegne sig en del af produktionen uden at yde en tilsvarende modydelse. I øvrigt i strid med den liberale grundsætning om, at man må yde for at nyde.
Et retvendt fordelingsprincip er, at samfundet først og fremmest beskatter arbejdsfri og dermed ufortjente indtægter og kun tøvende beskatter nyttigt arbejde og virksomhed.

HVORDAN VIRKER DET BAGVENDTE FORDELINGSPRINCIP SKÆVVRIDENDE?
For det første: Grundejernes arbejdsfri og ofte skattefri indtægter står ikke i et rimeligt forhold til det, som den ”jordløse” kan tjene til sig selv – efter at en høj skat er fradraget.
Uligheden er ikke bare økonomisk. Den bevirker, at mange – ikke mindst de unge – ikke har råd til at få en rimelig bolig og i det hele taget får ”fodfæste” i boligmarkedet. Der er i høj grad tale om et ”generationstyveri”.
For det andet: Når samfundets indtægter især baseres på beskatning af løn, produktion og forbrug, betaler man samme skat i ”Udkantsdanmark” som i København. Men der stilles ikke samme samfundsskabte infrastruktur til rådighed. Og der genereres ikke de samme jordværdistigninger. Dette skaber en grundlæggende ulighed mellem landets forskellige egne

HVILKE FORDELE VIL INDTRÆDE VED ET RETVENDT FORDELINGSPRINCIP?
Hvis samfundet i højere grad ”levede af” at opkræve betaling for de samfundsskabte fordele (som er skabt af samfundet og derfor bør ejes af fællesskabet) og i tilsvarende grad ”friholdt” nyttigt arbejde for skat (som er skabt af personer og derfor bør ejes af skaberne) vil en række fordele indtræde:
1) Det er retfærdigt, at samfundet billedligt talt samler de pengesedler op, som daler ned fra himlen til grundejerne, FØR de når at skabe ufortjent ulighed.
2) Det skaber yderligere retfærdighed, hvis beskatning af de arbejdsfri indtægter anvendes til nedsættelse af skatten på nyttigt arbejde og virksomhed, så rigdom bliver mere fortjent.
3) Vi får mere lighed mellem land og by, når udkantsområder beskattes mindre pga. den sparsomme infrastruktur, som tvinger folk til selv at sørge for f.eks. transport.
4) Når virksomheder betaler for fuld pris for beliggenhedsfordele, bliver det umuligt i samme omfang at undgå skat ved at søge til ”skattely”.

OVERGANGSPROBLEMER.
Omlægningen fra skat på løn og produktion til skat på fælles ressourcer er ikke en nem sag. Alle har jo disponeret i henhold til gældende lov.
Men skal vanskelighederne standse os? Så kan vi jo aldrig udvikle os. Derfor bør vi slutte med at symptombehandle og påbegynde den rigtige kur. Og klare overgangsproblemerne hen ad vejen.
Til slut skal det understreges, at selv de, der mister en (ufortjent) fordel, nemlig alle os, der helt eller delvist lever af friværdistigninger, i det lange løb også vinder.
Eksempel: Før landboreformerne i slutningen af 1700-tallet kunne godsejerne (ved at pine indtægter ud af et uudviklet samfund) køre rundt i en flot karet på en hullet vej, indtil de døde i en ung alder. Da man fratog godsejerne deres fordele, startede en positiv udvikling, der – sammen med andre gode reformer, for eksempel folkestyre – betyder, at en godsejer (og alle vi andre) i dag kan køre rundt i bil på en fin vej og blive opereret på et moderne hospital.

INDVENDINGER.
Jeg hører meget gerne indvendinger og modsigelser. Der er ikke noget, vi retsstatfolk sætter højere end at få vore fejltagelser rettet. For vort eneste formål med at drive politik er at fremme ret og frihed – tænkt til bunds.
Med venlig hilsen
Thorkil Sohn, medlem af Retsforbundet, fhv. efterskoleforstander, Bildtsvej 26, 6950 Ringkøbing. thorkil.sohn@mail.dk

Den fredsskabende værdifordeling
Værdien af det, jeg skaber, er min.
Værdien af det, du skaber, er din.
Værdien af det, vi skaber sammen, er vores – fordelt efter indsats.
På dette retfærdige grundlag er værdien af det, ingen har skabt, alles – fordelt ligeligt land for land gennem markedsbestemte ressourceafgifter og gennem inddragelse af jordrenten, samt videre fordelt landene imellem gennem frihandel.
Således retfærdigt fordelt, er der vel så egentlig ikke mere at slås om!

Ejnar Pedersen, pens. skovfoged.

Demokrati og ulighed.

Ovenpå det nyligt afholdte folketingsvalg synes det indlysende at citere et kort afsnit af Henry George fra ”Fremskridt og fattigdom”. Skrevet i 1879 – men forbløffende aktuelt. Her hengivet i den oprindelige form i den første danske oversættelse. Vi vil gerne høre fra vore læsere. Især kommentarer til, om forholdene og udviklingen i Danmark har lighedspunkter med det, som George beskriver.
…..når Uligheden i Livsvilkaar tiltager, gør almindelig Stemmeret det let at bemægtige sig Magtens Kilde, thi desto større Andel af Magten ligger da i Hænderne paa Folk, som ikke føler nogen Interesse for, hvorledes Staten styres, og som – forbitrede af Nød og fordummede af Fattigdom – er rede til at sælge deres Stemme til den højest bydende eller følge den højest skraalende Demagogs Ledelse…………..
I en Stat……hvor én Klasse er alt for rig til at lide noget Afbræk i sin Overdaad, hvor slet end de offentlige Sager ledes og en anden saa fattig, at på Valgdagen nogle faa Dollars betyder mere for dem end alle mulige ”Anskuelser” tilsammen, medens Mængden raser over en Tingenes Tilstand, som den ikke véd noget Raad for, maa det til sidst gaa saaledes, at Magten falder i Hænderne på Sjakrere…….eller i Hænderne på Demagoger, som griber og beholder den for en Tid, for siden blot at afløses af andre, endnu værre.
Hvor der findes en nogenlunde ligelig Ejendomsfordeling – og det vil sige det samme som, hvor Fædrelandskærlighed, Dyd og Intelligens er almindelig udbredt – der er Styrelsen desto bedre, jo mere demokratisk den er; men hvor der hersker stor Ulighed, bliver tilstanden desto værre, jo mere demokratisk Regeringsformen er……
Tilfældighederne ved en arvelig Tronfølge kan dog undertiden give Magten til den Vise og Retfærdige, i et fordærvet Demokrati derimod gaar det altid i Retning af at give Magten til den daarligste.

Jægere og agerbrugere.

Hvorfor blev mennesket jorddyrker?
Af Peter Ussing
I almindelighed har vi vistnok den forestilling, at erhvervskulturen bare er gået fremad, så længe der har været mennesker her på jorden med behov for at få noget at spise. Vi er gået fra jægere og samlere til kvægavlere og agerdyrkere, vi er gået fra håndværkere til industriarbejdere. Og nu bliver vi kulturarbejdere! Afhængig af, hvilken målestok man anlægger, betragter vi det skete som fremskridt.
Alligevel spørger den engelske forsker, Susan Blackmore i bogen The Meme Machine fra 1999: ”But why did farming spread at all?” Ja, hvorfor bredte landbruget sig, hvorfor forlod mennesket jægerstadiet? Hun giver selv det almindelige svar og sætter spørgsmålstegn ved det, nemlig at landbruget gjorde livet lettere og behageligere. Derefter henviser hun til andre forskere, der har konstateret, at det ikke var tilfældet, og anfører, at landbruget hverken gjorde arbejdet lettere eller gav mere ernæring og færre sygdomme. Det danske landbrugs historie, bind 1, 1988, nævner også, at jægere kunne nøjes at bruge fire timer dagligt for at skaffe føden, mens det for agerbrugeren blev en heldagsbeskæftigelse. Vi ved ikke, hvordan disse sammenligninger begrundes, for det kan meget vel være, at man behandler udviklingsperioder, der ikke lader sig sammenligne.

Det tog flere tusinde år for agerbruget at nå fra Mellemøsten til Skandinavien, så det er ikke sikkert, at den nye erhvervs- og livsform har været så tillokkende, og udviklingen er sandsynligvis sket rykvis gennem forskellige former for halvagerbrug til helagerbrug. Det har således nok været et fremskridt at kunne supplere jagten med tæmning af dyr, og det har givet en større sikkerhed at dyrke korn ved siden af indsamling af bær, rødder og frugter. Denne sikkerhed kan man så sætte et spørgsmålstegn ved. Den ret ukendte forfatter, Mads Ledet (1887 – 1960), fra Vendsyssel har i sine landboromaner flere gange peget på landbrugets sårbarhed overfor naturen.

Når det måske tegnede allerbedst, kunne det sætte i med tørke eller perioder med megen regn, så høsten blev ødelagt. Kvæget kunne få kalvekastninger eller andre sygdomme, så man kom til at mangle kød og mælk. Altid var følgerne de samme: sult.

Når en sammenligning falder ud til jægernes fordel, hænger det måske sammen med, at man sammenligner med jordbrugernes kår efter, at samfundet har organiseret sig, og jordbesiddelse i den forbindelse er blevet koncentreret på færre hænder med storbønder, landarbejdere og slaver/trælle. Hvor tidligt denne udvikling er begyndt, ved vi ikke, men fund af store stengrave og storgårde fra allerede bondestenalderen og bronzealderen tyder på, at vi har at gøre med et fænomen, der opstår forholdsvis tidligt i agerbrugets historie.

Det, man iagttager, har ikke noget at gøre med agerbrugets produktivitet, men med det forhold, at bønderne bliver afhængige af en storbonde, høvding eller konge, som en stor del af udbyttet skal afleveres til. Så tror da pokker, at de sulter!

Derfor er det nok noget helt andet, der skal fokuseres på, nemlig ejendomsretten. Det er muligt, at slægtseje af jord fører til denne ulighed, det kan også skyldes, at agerbrugets bofasthed medfører et sikkerhedsbehov, som imødekommes af rigere bønder, og det tager de sig godt betalt for. Og endelig kan man heller ikke udelukke, at fattige bønder får frarøvet deres jord. Det godssystem, der hos os holdt sig til langt op i 1800-tallet, synes at kunne føres tilbage til tidligt i oldtiden med afhængighed og kummerformer til følge.

Når det tog så lang tid, inden agerbruget ”vandt over” jægerne og samlerne, hænger det nok også sammen med et kultursammenstød, der grunder sig på bl.a. livsstil, opdragelsesmønstre, religion og naturopfattelse.

Det forhold, at jægerne ofte skiftede boplads (og senere blev nomader), og agerbrugerne blev bofaste, kan meget vel have medført en mentalitetsforskel uden, at vi i dag helt kan definere forskellighederne.
Nyere antropologiske undersøgelser af nutidige jægere og agerbrugere viser en forskel i opfattelsen af, hvordan børn skal opdrages, hvad jeg har skrevet om i bogen ”Paideia – om opdragelse i informationssamfundet”, 1995. Begrundet i arbejdsvilkårene vurderer jægere, fiskere og samlere opdragelse til lydighed og ansvarlighed lavere, end agerbrugere gør, mens de vurderer individuelle præstationer, uafhængighed og selvtillid højere. Agerbrugere har lagt vægt på lydighed, konform adfærd og en længere tidshorisont. Igennem tiderne er det selvsagt agerbrugets opdragelsesmønstre, der er slået igennem. Jægernes er måske overtaget af handelens folk og kendes i fiskersamfund.

Jægerkulturen har opfattet naturen som besjælet og fyldt med stærke kræfter, hvoraf nogle fik dyrene til at forplante sig og græsset til at gro.

Også agerbrugskulturen kender kræfter, der er større end en selv, kræfter der gav liv til dyr og mennesker, og som sikrede markens grøde. De er blevet personliggjort, og afhængig af tid og sted kom de til at udgøre gudeverdener med guder med hver sit speciale, selv om solen nok var livgiveren over dem alle. Agerbruget fik på den måde en slags sakral karakter med ceremonier for såning, høst osv. Høsten blev en hellig handling. Vi kender det fra næsten 4000 år gamle mesopotamiske skrifter. Og selv så sent som i Aakjærs digtning møder vi ”en tak til altets skaber, før avlen bringes ind.”

Der er i princippet ingen forskel på solvognens brug i bronzealderen, de katolske præsters velsignelse af markerne i middelalderen og de høstgudstjenester, der stadig holdes i vore landsbykirker. Det bærende element er troen på en skabende og opretholdende gud, et forsyn, man kan søge beskyttelse hos.

Det religiøse liv organiserede sig ligesom samfundslivet, i øvrigt med parallelle strukturer, og i Europas fik vi en verdslig magtstruktur med konger, hertuger og så videre og en tilsvarende religiøs med paver og bisper med en gud, der stadig opfattes som en konge i himmelen. Det teologiske indhold har været i samklang med de verdslige strukturer.
Opfattelser af den verdslige struktur er beskrevet af mange. Amerikaneren Thomas Paine (1737 – 1809) sondrer i sin bog Common Sense fra 1776 mellem samfund og regering. Vi ville nok i vore dage tale om samfund og stat. Efter Paines opfattelse er der en tydelig forskel på samfund og stat. Samfund opstår naturligt som en følge af menneskers behov for samkvem og samarbejde, regeringer, dvs. stater, opstår ”på grund af den moralske dyds manglende evne til at regere verden.” Det er der måske nok noget om, men statens oprindelse skal nok søges i jordbesiddelse, idet nogle store jordejere blev rige og mægtige nok til at give andre i samfundet den beskyttelse, mennesker altid søger efter. Det tog de sig så godt betalt for.

Vi har et berømt og meget smukt eksempel på jægerkulturens naturopfattelse i Høvding Seattles tale til USA’s præsident i 1854, da regeringens ville købe hans stammes område og sende beboerne i et indianerreservat. Den er under titlen ”Vi er en del af jorden” udgivet på dansk på Borgens Forlag i 1989. Seattle afviser handlen, men er realist nok til at indgå forhandlinger, for han ved, at ellers bliver området taget fra stammen med magt.
Et citat: ”Vi er en del af jorden, og jorden er en del af os. De duftende blomster er vore søstre. Hjorten, hesten og den mægtige ørn er vore brødre. Klippebjergene og de saftige enge, ponyens kropsvarme – alle hører til den samme familie.”

Et andet citat: ”Han (den hvide mand) behandler sin moder, jorden , og sin broder, himmelen, som ting der kan købes og plyndres, sælges som får eller glasperler. For at stille sin umådelige sult vil den hvide mand opsluge jorden og ikke efterlade andet end ørken.”
Og: ”Vi ved, at jorden ikke tilhører mennesket – mennesket tilhører jorden. Det ved vi. Alt er forbundet, ligesom blodet forener familien. Alt er forbundet.”
Det er et natursyn, som det moderne landbrug og den moderne teknik satte til i en forfejlet tro på, at naturen altid regenererer, men vi er alle nødsaget til at genfinde det, efterhånden som vi forbruger og sviner på en måde, så naturen slår igen med klimaændringer – eller ved at gøre kloden ubeboelig for mennesker.

Nå, vi kom vidt omkring, men fandt ikke nogen forklaring på, hvorfor mennesket engang for længe siden blev agerbruger og kvægavler. Vi må nøjes med at erkende, at det nye erhverv rummede mange flere udviklingsmuligheder, hvis kvaliteter vi ikke kan vurdere uden en etisk målestok – som vi måske ikke har. Vi bliver også nok nødt til at konkludere, at en betydelig del af den kulturarv, vi har fra fortiden, er skabt af den ulighed, der var et resultat af ejendomssystemet. Det gælder blandt andet vore landsbykirker, herregårde, katedraler og slotte og meget af den kunst, der knytter sig dertil. Disse værker står på tusinder af ømme og krogede rygge.

Og der er stadig rundt om på kloden jordbrugere, der er dybt afhængige af eksisterende godssystemer og må betale en stor del af høsten i jordleje til godsejere, der kan leve det søde liv i byerne. Det er en fortælling, der sjældent er opmærksomhed omkring.
For ejendomsret er noget, man nødig rører ved. Og dog kommer vi ikke uden om at gøre det og i videste forstand skabe et nyt grønt ejendomsbegreb, dels for at skabe en retfærdig social balance, dels for at imødekomme de krav, som klima- og forureningsproblemet stiller. Vi må forstå Høvding Seattles tanker.

Det er muligt, at vi også skal anlægge et bredere syn på, hvad der driver udviklingen fremad. Darwins teori om udfordringen og de bedst egnedes overlevelse holder ikke som hovedforklaring. Den skal suppleres med Kropotkins tanker om gensidig hjælp og Bergsons og vitalisternes ”élan vital” og den skabende udvikling. Til billedet føjer sig også effekten af den kønnede formering, der for hver generation øger menneskehedens mangfoldighed af genetiske muligheder. Hertil slutter sig vel også meme-teoretikernes forestillinger om betydningen af imitation, bevaring og forandringer af de mange kulturelementer, der både er med til at fastholde og ændre menneskers identitet og med til at skabe samfund. Men over det hele står nok et spørgsmål – helt uafhængigt af, på hvilken måde vi skaffer os midler til livets opretholdelse – om hvordan vi som ligeværdige mennesker vil leve sammen.

Nyt fra Retsforbundet.

Det over 100-årige parti Retsforbundet har i lang tid ført en hensygnende tilværelse. Nogle af de tilbageværende aktive medlemmer har iværksat et (sidste?) forsøg på at puste liv i partiet.
Der er derfor vedtaget nye vedtægter og en ny arbejdsform, hvor partiet vil virke som en forening, der arbejder med oplysning, agitation, debatmøder o. lign. – også på digitale platforme. Dog udelukker vedtægterne ikke en opstilling til Folketinget, hvis der kan samles kræfter til det. Men så længe det er en teoretisk mulighed, er det bestemt, at man godt kan være medlem af Retsforbundet, selv om man er samtidigt er medlem af et politisk parti.
Desuden er der valgt en ny 10 mands bestyrelse, som har indledt ”revitaliserings-forsøget”.
Endelig er diverse selvstændige fonde, oprettet iht. testamenter fra afdøde retsstatsfolk, med Civilstyrelsens ophævet og kapitalerne samlet i Retsforbundet, så der er sikret et økonomisk fundament for revitaliseringsforsøget.
Dette har ført til en beskeden fremgang for Retsforbundet for første gang i årtier. Medlemstallet er øget med 80% (men udgangspunktet var også gunstigt!!) og der er tillige oprettet en liste med flere hundrede ”interesserede”, som modtager partiets materiale.
Skulle nogen af dette nyhedsbrevs læsere ønske at melde sig som ”interesseret” hos Retsforbundet eller som medlem (kontingent 100 kr. pr. år) man det ske via mail: retsforbundet@mail.dk

Håbløs kamp?

Vi kan og skal se i øjnene, at de synspunkter, som vi i Retsliberalt Forum forfægter, reelt set ikke interesserer hverken pressen eller offentligheden.
Det kan være svært at forstå, hvorfor det er sådan. Vi synes, at tanken om alle mennesker lige ret og den deraf følgende frihed burde være en vindersag. Ikke mindst, fordi politik i alt for mange tilfælde – skønt med de bedste hensigter – har karakter af symptombehandling. En behandling, der nærmer sig kvaksalveri, fordi man ikke går til årsagen. Selv om det vel er logisk, at det er sådan. Hvis der hele tiden opstår ”brande”, uden at man helt forstår hvorfor, må man jo nøjes med brandslukning.
Man skulle tro, at demokrati, dvs. politisk lighed og alm. stemmeret, af sig selv ville føre til større personlig og økonomisk lighed, større social retfærdighed. Men sådan går det ikke altid, jf. uddraget af Henry George ovenfor.
Trods alt har de allerfleste alligevel en fast overbevisning om, at retfærdighed ikke bare er rigtigt – det er også på alle måder gavnligt. Eller sagt på en anden måde: Uret hævner sig, ikke bare økonomisk, men også socialt, etisk og på snart sagt alle livsområder.
Det er derfor vi, i grundlæggende og afgørende sager – ikke bør tænke på, hvad der gavner mig her og nu; men på, hvad der er ret.
Men det kræver for det første, at man forstår, at der er noget galt og ved, at der er en retfærdig løsning. Og for det andet, at man har uselviskheden og modet til at gøre noget ved det.
Historien udviser heldigvis eksempler på, at uretten har måttet vige for retten. Selv om det har taget sin tid. Som eksempel kan anføres slaveriets ophævelse. Først måtte folk forstå, at det var forkert. Det tog mange år. Og så måtte der modig og uselvisk handling til.
Men det er trods alt en trøsterig tanke.
Vi er oppe mod to stærke kræfter, uvidenhed og egoisme. Og mod uvidenheden kæmper man med oplysning og mod egoismen ved at tale til folks bedre jeg. Begge dele skal ske med fødderne solidt plantet på vort fundament, som vi derfor ikke skal være bange for at tale om og argumentere for på den tidløse måde, man taler om grundlæggende værdier på.
Det er, for at få folk i tale, også hensigtsmæssigt at omtale aktuelle politiske (mis)forhold og problemer; men altid ud fra den vinkel, at vi i stedet for at slukke ”branden” kan hindre den i at opstå, hvis bygger på retfærdigheds fundament. Vi skal derfor ikke tage del i debatten på de herskende meningers præmisser.
Endelig skal vi have nonchalance. Vi har ikke politiske ambitioner i gængs forstand. Vores sag er hævet over døgnets politik. Og vi har ikke mere på spil end alle andre. Det er vel alle danskere, der har brug for og gavn af frihed og retfærdighed.
Og desuden en stor portion ydmyghed – selv om det ikke just præger dette indlæg. Det skal forstås på den måde, at der ikke er noget, som vi hellere vil, end imødegås med saglige argumenter, så vi kan få rettet op på de fejlslutninger og forkerte løsninger, vi fremkommer med.
Med venlig hilsen fra Retsliberalt Forum.

Vi har modtaget følgende fra vor læser Keld Christensen.

Super, tak for tilsendte, og det lader jo heldigvis til at princippet om at omlægge skat, til en noget anderledes måde at opkræve betaling til ”fabrikken Danmark” på, som både vil være nemmere at håndtere, men også mere retfærdigt, (er rigtigt, red.)
………………………………….
Lad os tænke stort med det samme, og få ændret måden vi betaler skat på, som lige nu begunstiger dem som i forvejen har rigeligt, ikke ved at arbejde, nej men ved at spekulere i ting de faktisk ikke ejer. Danmark bør betegnes som halvdelen af navnet tilkendegiver, nemlig mark, som bør ejes af os alle i lige dele, og så kan vi jo betale for hvor meget vi bruger af marken.
Det er jo in lige nu, at lease ting, i stedet for at eje-leje, så hvorfor ikke omlægge finansieringen af jord til en leasingform, for leasing betyder jo bare, at men betaler for brugsretten til det leasede !! Den del af jorden som anvendes til fællesformål, veje, offentlige bygninger friarealer osv. skal fordeles i den leasingafgift vi så skal betale pr. kvadratmeter jord vi bruger, og så kan der jo så være tillæg/fradrag på jordens anvendelsesformål eller brugbarhed, og måske herligheds tillæg !!
Vort sundhedsvæsen sejler lige nu, og det er tydeligt at styringen af systemet trænger alvorligt til at reformeres., Vi har læger som oppebærer månedsløn på 100.000.- som vi anvender som kontorfolk, i stedet for at behandler patienter, og vi har arbejdskraft som kører på frihjul, da det er muligt at få sociale ydelser, betalt af dem som arbejder, i en sådan grad, at man kan sidde hjemme uden at tilføje samfundet noget som helst, det har vi ganske simpelt hen ikke råd til, så jeg vil foreslå en form for liberaliseret borgerløn, som giver en tålelig løn til dem, som af samfundsskabte forhold, sygdom, samt alder er forhindret i at have et arbejde, og dem som så ikke gider bestille noget, må stort set klare sig selv. Vi laver nogle centre til hvor de kan få en overnatning samt 3 daglige måltider, for ingen skal bo på gaden, eller sulte. Kategorierne bestemmes af folk med forstand på helbred og arbejdsevne, men kommunerne må på ingen måde have noget at skulle sige i den henseende.
Der er et gammelt ordsprog der siger, at den der har evnen har også pligten, men er det retfærdigt nok, og hvor langt skal så pligten række ?
Halvdelen af vor samfund, dem på blå side, vil have den slags liberalisme, hvor enhver bare kan rage til sig, og lade hånt om andre, med flaget for den fri ejendomsret rejst , og den anden del af samfundet, vil bare have fra dem som har lidt mere, og flager så med flaget for janteloven mm.
Vi må lære, at nogen gider lidt mere end andre, og derfor også har lidt mere end andre, så derfor væk med punktbeskatning, moms, Arne-pensioner, overformynderi, blokpolitik mm.
Kunne man ikke lave en magistrat regering, og så operere med skiftende flertal i stedet for det politiske   kaossystem vi lige nu befinder os i ? 

Information til nyhedsbrevets modtagere.

Nyhedsbrevet udsendes til en række tilmeldte interesserede, til medier og partier mv. og desuden til Retsforbundets medlemmer.

Kender du andre, der vil modtage nyhedsbrevet, kan de tilmeldes på mail: thorkil.sohn@mail.dk Det er også muligt at modtage nyhedsbrevet pr. post ved henvendelse til Thorkil Sohn, Bildtsvej 26, 6950 Ringkøbing, tlf. 9749-5407, mail: thorkil.sohn@mail.dk
På samme kontaktadresse kan du framelde dig. 

Aviser og andre er velkomne til at publicere artiklerne helt eller i uddrag eller som referat/kommentar – mod angivelse af kilden.

Yderligere information.

I øvrigt kan du kigge på www.retsliberal.dk – hvis du vil vide mere. Prøv også at klikke ind på vort bestyrelsesmedlem Per Møller Andersens side: www.grundskyld.dk Og endelig er der en online-guldgrube at hente på Henry George biblioteket: https://bibliotek1.dk/

Nyhedsbrevets økonomi.

Bidrag til forsendelse mv. modtages med tak på 7650 – 1379796 Vestjysk Bank. Kassebeholdning er pt. 133,25 kr. Så vi mangler lidt penge til de udgifter til porto og kopier mv., der hele tiden løber på. Medmindre andet anføres, vil giveren blive anført med beløb og navn i næste nyhedsbrev. NB. Udgifterne vedr. forsendelser til Retsforbundets medlemmer, der også modtager nyhedsbrevet, betales af Retsforbundet.

Med venlig hilsen fra Retsliberalt Forum.