Arbejdere, tiggere og tyve

Den ide, der ligger bag georgismen, som er udformet af Henry George, er utrolig storslået.
Det drejer sig slet ikke om grundskyld – som mange fejlagtigt tror.
For Henry George drejede sagen sig i dybeste forstand om menneskehedens overlevelse på denne klode.
Han indså klart, at jorden er menneskets fælles forrådskammer og vort eneste livsgrundlag og at verden derfor nødvendigvis måtte indrettes på den måde, at én generation i kortsynet profitbegær ikke kunne ødelægge de ufødtes muligheder for at eksistere.

LIVSGRUNDLAG

Dette er et økologisk livssyn. Naturligvis kan vi ikke indrette verden uden at en forurening sker – dybest set er al produktion forurenende (måske med undtagelse af den produktion, der finder sted i de grønne planter). Men det er heller ikke nødvendigt – et økologisk livssyn betyder, at vi ikke forurener på en sådan måde, at jorden ikke kan ”klare det”.
Vores produktion må ikke efterlade sig varige skader.
For Henry George var mennesket fra naturen eller – om man vil det, fra Skaberen (i georgismen kan humanisten og den kristne nemlig følges hånd i hånd om de praktiske ting) udstyret med arbejdsevnen (både fysisk og psykisk/åndeligt) og meningen er, at han, ved at bruge arbejdsmaterialet, vor fælles jord og underkaste det håndens og åndens arbejde, skal skabe sig et livsgrundlag.
Dette medfører et særligt syn på ejendomsretsforholdene. Den sande ejendomsret er således: Jorden er vort fælles forrådskammer og tilhører derfor ikke nogen bestemt. Derimod er vort arbejdes frugter den enkeltes rette ejendom – det har han selv frembragt og ikke stjålet fra nogen – blot han har betalt fællesskabet for forbruget af de fælles ressourcer.

NOK TIL ALLE

Før denne forvaltertanke vinder gehør, vil vi ikke for alvor kunne gøre os håb om at bedre på hverken ødelæggelsen af jorden eller på vore levevilkår. Ulandenes problemer skyldes ikke mangel på ressourcer – men at de fattige masser ikke får lov at arbejde for dem selv – men bestjæles af snyltere.
En indisk bondes afgifter er så høje, at han aldrig får råd til at forbedre sine produktionsmetoder – ja, får han en dårlig høst, vil godsejeren kræve sit før familien får sin sult stillet – og sultne mennesker producerer intet, hverken fysisk eller åndeligt.
Georgismen står i modsætning til andre ”ismer” alene med dette syn. Kommunisten vil beslaglægge folks arbejdsindsats – og gør derfor i grunden blot det samme som den indiske godsejer. Om den undertrykte har en godsejer eller et parti som sin herre gør kun en ren teoretisk forskel.
Kapitalisten vil give jorden hen til privat rovdrift – og derfor blive resultatet for den alm. arbejder ganske enkelt det samme som under kommunismen. Den, der har magt til at sætte sig på jorden kan af sine medmennesker kræve betaling for at give dem en plads at sætte deres fod på. Det fører til tilstande som de beskrevne i Indien eller Sydamerika.
Kun georgismen vil indføre den vil indføre den sande ejendomsret: Jorden er vil fælles om og kan alle få lov til at bruge (med pligt til at passe på den) og alle kan så få resultatet af sit arbejde til sig selv.
Jordens befolkning består i grunden kun af tre slags mennesker: Arbejdere, tiggere og tyve. Vil man have en rig jord, må man skabe gode muligheder for arbejdere og dårlige for tiggere og svindlere som f.eks. indiske godsejere og danskere, der tjener op til 100.000 kr. ved at ligge på sofaen og vente på, at deres grund i Københavns City stiger.
Georgismen må nødvendigvis vinde sejr, dersom livet på denne jord skal fortsætte. Om 100 år er det måske for sent.

Thorkil Sohn, medlem af Retsforbundet.
Artiklen er en gengivelse af en kronik, jeg havde i dagbladet Børsen d. 1. aug. 1989 med et par enkelte sproglige rettelser. Den bringes her på opfordring fra en bruger af Retsforbundets facebookside. Der er enkelte uklarheder, som jeg i dag ville have formuleret anderledes; men hovedtanken står jeg ved.