822
Studierne af de flere tusinde år gamle lertavler fra bl. a. Ur, Babylon og Ninive viser, at man allerede i oldtiden havde udviklet grundreglerne for god opførsel – at man skal holde sine løfter, betale sin skyld og gøre den skade god, som man har forvoldt.
Dette er, hvad vi i dag kalder retsmoralen, og det var dengang især under gode konger, at påbudene blev holdt frem, ofte i forbindelse med ordninger omkring kanalerne og den kunstige vanding. Under den babyloniske kong Hammurabi (ca. 1800 f. Kr.) blev en kanal ligefrem kaldt “Retfærdighedens Kanal”.
Lige for lige, når venskab skal holdes.
I dagens Danmark er det – gennem kristendommens påvirkning, og uden at vi tænker nærmere over det – retsmoralen, der gælder mellem alle hæderlige mennesker. Instinktivt forstår vi, at vi skal opføre os over for andre, som vi ønsker, at de skal opføre sig over for os! – Som der stod i DSB´s gamle togvogne: “De bedes efterlade toilettet i samme stand, som De ønsker at forefinde det”.
Vi kender alle det gamle ordsprog: ”Lige for lige, når venskab skal holdes”. Lige betyder her, at vægten skal balancere, d.v.s. lige løn for lige indsats! Her råder det, man kan kalde fortjent lighed. Det samme gælder naturligvis i mange andre forhold, såsom nabo- og forretningsforhold, ja i virkeligheden i alle livets forhold, undtagen hvor kærligheden og sandt venskab sætter andre grænser!
“Fortjent” betyder, at retfærdigheden hermed er kommet ind i tilværelsen med sit ubønhørlige, men også løfterige krav om ligeligt vederlag for skyld (ækvivalent kompensation). Og begreberne retfærdighed, skyld og vederlag er snævert forbundne i retsmoralsk praksis: Det er vor ret at beholde, hvad vi selv har fortjent os – og at få, hvad vi har fortjent os af andre. Og det er vor skyldighed at lade andre beholde, hvad de har fortjent sig – og at give dem, hvad de har fortjent sig af os!
Skyldsbegrebet afløser herved pligtbegrebet. Bemærk forskellen i følgende: Hvad er min pligt mod mine venner, min købmand og mine medmennesker i øvrigt? Og hvad er min skyldighed imod mine venner, min købmand og mine medmennesker i øvrigt?
Pligtbegrebet er subjektivt – skyldsbegrebet er objektivt. Pligtbegrebet kan derfor fortolkes og misbruges af dem, der har magten. Og det er det blevet i forfærdende omfang – og bliver det stadig!
Skyldsbegrebet kan ikke fortolkes og derfor ikke misbruges. Det sætter magthaverne på plads, i hvilken forklædning de end optræder – endog som “folkets kærlige formyndere”!
– Og det er også det, der står bag biskop Gunners mægtige ord i fortalen til Valdemar Sejrs Jyske Lov af 1241: “Med lov skal land bygges. Men ville enhver nøjes med sit eget, og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov”! .
Èn betingelse skal dog absolut være opfyldt: man skal ikke bare juridisk eje, men også moralsk/etisk kunne eje det, man skylder væk, og det, hvormed man betaler sin skyld!
– Og desværre! Det er i opfyldelsen af dette krav, at menneskeheden har trådt forkert, lige siden vi blev bofaste og begyndte at beslaglægge Jorden og indhegne den stykke for stykke, samt udnytte dens ressourcer. Griskhed, svig og vold fik hermed en ny og farligere dimension! – Som den verdensberømte antropolog, professor Louis Leakey, sagde det: “Da vi blev bofaste, mistede vi fordelingsnøglen!”
Med skyldsbegrebets optræden på den politiske arena kan der endegyldigt skabes klarhed. Overalt, hvor “skyld” optræder, er der nemlig på den anden side af lighedstegnet en arbejdsindsats – håndens eller åndens. Det ikke-arbejdsskabte bliver ganske enkelt “sorteret fra” af skyldsbegrebet. Og da der ikke knytter sig nogen menneskelig personlig, individuel indsats til selve eksistensen af Jorden og dens ressourcer, kan den/de derfor heller ikke underlægges et personligt, individuelt skyldsbegreb – lige så lidt som lyset, luften og vandene.
I skyldsbegrebets objektive lys ses det tydeligt, at ingen bestemt person med rette kan gøre krav på nogen del af naturgrundlagets værdi – udover den ikke-afskrevne værdi, man som bruger selv har tilført jorden i form af grundforbedringer. Og det, ingen kan eje, har alle lige ret (ligeret) til værdien af!
Og lige så tydeligt ses det, at skyldsbegrebet til gengæld pålægger fællesskabet at sikre retten til naturgrundlagets brug for den, der er villig til at forrente værdien heraf – uden købesum og uden beskatning af udbyttet.
Skyldsbegrebet udvider og konkretiserer således ejendomsretten, idet der i virkeligheden er tale om to slags ejendomsret, baseret på hver sit retsbegreb: Samfundsmæssigt fælleseje baseret på den ikke-skyldsbestemte ligeret, og individuelt særeje baseret på den skyldsbestemte vederlagsret.
Resultat: fælleseje for naturgrundlagets værdi, og individuelt særeje for værdien af naturgrundlagets brug!
Den politiske opgave er at få den retsmoral, der således instinktivt gælder borgerne imellem ,til også at gælde mellem borgerne og samfundet. Forudsætningen for, at dette kan ske, er, at ligeretten til fællesejet respekteres, for bliver den ikke det, vil fællesejet privatkapitaliseres og indgå i det vederlagsbaserede og skyldsbestemte særeje, der derved naturligvis forplumres og umuliggøres – – for så at overgives til politikernes, administrationens, organisationernes og finansverdenens subjektivt begrundede forgodtbefindende!
Værdien af det naturgivne produktionsgrundlag (jorden og dens ressourcer) skal derfor som fælleseje overføres til samfundet til fordeling efter ligerettens principper, og udbyttet af de menneskeskabte produktionsmidler (arbejdet og produktionskapitalen) skal som særeje overføres til de enkelte borgere til fordeling efter vederlagsrettens principper.
– Dette er i korthed det retsliberale ejendomsretsbegreb, og herved opnås det, der uden sammenligning vil være menneskehedens hidtil største økonomiske, økologiske, sociale og kulturelle landvinding: den socialt retfærdige fordeling af produktionen indbygget i selve produktionslivet.
Kort sagt: Enhver sit – og resten til ligelig deling!
Retsliberalismens indførelse i Danmark vil betyde, at retsmoralen og det deraf udledte retsliberale ejendomsretsbegreb ubetinget og uden indskrænkninger gøres til grundlag for en ny samfundsorden – og herfra kan den så gennem eksemplets magt brede sig ud over den hele Jord.
Retsliberalismen udgør det eneste klare og utvetydige alternativ til socialliberalismen – den politiske modpol, der på det groveste forsynder sig imod retsmoralen gennem sin undladelse af at inddrage jord- og ressourceværdierne til fælleseje, og gennem sin direkte eller indirekte beskatning af særejet, borgernes løn og virksomhedernes overskud.
I stedet for gradvist at afvikle de private jord-, ressource- og erhvervsmonopoler, søger vore sikkert velmenende socialliberale politikere gennem beskatning af den værdiskabende produktion at lappe på de skader, som monopolerne forvolder. Dette er som at slukke en brand med benzin, og i et samspil mellem de politiske, de administrative, de organisatoriske og de finansielle kræfter udløser socialliberalismen derved en accelererende negativ anvendelse af ressourcer, arbejdskraft og produktionskapital.
– “Systemet” spiser mere og mere af den kage, det skal fordele!
Menneskeheden har allerede afprøvet de to totalitære systemer, kapitalismen og socialismen – og kasseret dem begge! Spørgsmålet er nu, om demokratierne i tide erkender, at de holdes for nar af socialliberalismens snigende forræderi?
For Retsliberalt Forum er det derfor en hovedopgave at advare om, at menneskeheden ikke har ubegrænset tid til besindelse. Så altomfattende farlige for miljøet og for vor fortsatte eksistens er de destruktive kræfter, som socialliberalismen med sin negativisme nu slipper løs.
Retsliberalismen fremtræder på den politiske arena som den fjerde mulighed – mere og mere tyder på, at det også er den eneste mulighed – retfærdigheden holder ikke nogen for nar!
Ejnar Pedersen, medlem af Retsforbundet.
